Så er der internet!

Natten igennem har både GlobalConnects teknikere, og NPF’s eget netværks-team, arbejdet på højtryk (læs: ikke sovet endnu!), og med rettelser i GlobalConnects netværk, og justeringer i vores eget netværk, har vi nu, endelig, 2 x 10 Gbit internet oppe at køre.

Desværre så er vi lidt nervøse for at få for meget trafik på forbindelserne, vi har derfor bedt alle deltagere om at minimere brugen af internettrafik, ved ikke at streame f.eks. YouTube i høj kvalitet, og ikke downloade unødigt. Deltagere skal selvfølgelig være velkommen til at downloade de spil der er behov for, og opdateringer til spil m.m., hvilket der har været stor forståelse for.

Siden i nat, ca. kl. 01:30, har eventet kørt med den ene af de to 10 Gbit forbindelser, og folk har kunnet spiller og hygge sig natten igennem, omend der har været nogle små udfald løbende, som følge af den fejlsøging og fejlretning der har fundet sted. Her til morgen var der igen et kortvarigt nedbrud, som hurtigt blev løst, men siden dette, ca. kl. 9:15, har nettet kørt stabilt, og alle turneringer der er blevet udskudt, som følge af problemerne, startede, som forventet, kl. 10:00 og kører nu.

Vi beklager selvfølgelig endnu en gang problemerne med internettet, men vi håber at problemet nu er løst, og at alle får en fantastisk oplevelse, som altid! NPF stræbe efter professionalisme, og vi bruger flere måneder på at planlægge eventet og tage højde for diverse scenarier, men problemerne vi her har oplevet har været så omfattende, og så mange, at det desværre ikke har været muligt at planlægge sig ud af, hvilket vi selvfølgelig er kede af, og løbende har vi noteret os en række nye tiltag som skal forhindre at dette nogensinde sker igen.

Vi vil også meget gerne sige tak til alt vores crew, og ikke mindst deltagerne. Under pressede forhold, og problemerne taget i betragtning, har stemningen været høj, og crew har været fantastisk til at give en ekstra hånde med.