NPF indgår partnerskab med Nianet om internet

Vi er glade for at kunne annoncere vores nye partnerskab med Nianet.

Partnerskabet stiller NPF langt stærkere fremover omkring stabilitet og oppetid på internettet til de årlige events!

Læs den fulde pressemeddelelse herunder:

 

Ny fiberaftale sikrer stabilt internet ved en af verdens største gaming-festivaler på dansk jord

NPF er én af verdens største computerspils-festivaler, og selvom NPF står for NetParty Fyn, så finder festivalen sted i Fredericia Messecenter hvert efterår.

Her dyster over 5.000 gamere i alverdens forskellige spil i 47 timer i træk, og derfor er det nødvendigt med en stabil forsyning af strøm og ikke mindst en stabil internetforbindelse.

I 2017 oplevede vi desværre udfald på internettet, i et omfang vi ikke havde oplevet tidligere. Vi havde taget vores forbehold inden eventet, men det viste sig ikke at være nok, hvilket påvirkede oplevelsen for deltagerne. Vi har siden brugt mange ressourcer på at finde en vedvarende løsning, der kan sikre det fremtidige internet til NPF.

Efter grundige overvejelser er valget som ny leverandør faldet på Nianet. Nianet er ejet af en række danske energiselskaber og leverer fiberforbindelser i hele Danmark til både små og store virksomheder samt til alle statsejede institutioner i Danmark. Nianet råder over mere end 100.000 km. fiber i Danmark og er dermed også blandt de absolut største udbydere af fibernet i Danmark. Det er derfor muligt for Nianet at tilbyde en helt speciel løsning til NPF, hvor der vil være to 40 Gbit-forbindelser til rådighed. Den største kapacitet til et dansk event nogensinde.

En unik opgave
Store gaming-events som NPF med flere tusinde deltagere stiller høje krav til både stabilitet og datahastigheder, og selvom det er en unik opgave for Nianet, så ser Nianet frem til at løse opgaven sammen med NPF.

”NPF har et helt specielt behov, hvor det er afgørende at internettet virker hundrede procent i den weekend, hvor eventet finder sted. Opgaven er helt unik, og det er sjældent, der er krav om så stor en kapacitet, så vi glæder os at kunne stille vores ekspertise til rådighed og sammen med NPF løfte den store og komplekse opgave,” siger Rasmus Helmich, administrerende direktør hos Nianet.

Direktør for NPF, Jesper Witt ser frem til et NPF med et forbedret internet:”Med Nianet som partner får vi ikke blot en solid internetforbindelse, men indgår også i et stærkt teknisk partnerskab med Nianet, hvor Nianet stiller personale til rådighed både før og under NPF. Det betyder at vi i fællesskab får opsat en løsning, der sikrer de meget specielle behov, der er til NPF,” siger Jesper Witt.

Redundant forbindelse til millioner

Mange har, efter sidste års nedbrud, spurgt hvorfor internetforbindelsen til NPF ikke var fuldt redundant. En fuldt redundant forbindelse vil koste millioner af kroner, da der skal graves mange kilometer fiberforbindelse ned, og det er desværre ikke et beløb NPF har til rådighed. Men oplevelsen fra 2017 er ikke blevet ignoreret.

”Til forskel fra tidligere år vil forbindelserne, allerede fra første knudepunkt i udbyderens netværk, blive sendt forskellige veje rundt i landet, hvilket sikrer, at eventet fortsat vil have internet, selvom der skulle sket et udfald i internet på ét givent punkt i Danmark. I samarbejde med Nianet, så bliver der sørget for at udstyret hele vejen fra vores eget netværksudstyr og ud igennem Nianet’s netværk er ekstra godt gearet og forberedt på den enorme mængde data, der skal fragtes frem og tilbage,” forklarer Jesper Witt.

Nianet og NPF har indgået en flerårig aftale, der omhandler mere end blot internettet, da Nianet også vil være at finde til NPF med deres egen stand. Der arbejdes allerede tæt sammen omkring forberedelserne til eventet d. 12. – 14. oktober i Fredericia, hvor det forventes at over 5.000 gamere igen vil presse internettet til sit yderste.